Tredje gang er ikke altid lykkens gang... 

At skulle give koncert på en aften, hvor en fodboldlandskamp ruller over landets TV-skærme er 
noget, vi imødeser med en særlig spænding. Det kan virkelig gå begge veje. Vinder Danmark, 
kan det hele ende i en kæmpe fest. Et nederlag kan også ende med en fest, fordi folk kan finde 
på at gå i byen for at drukne sorgen. Der kan også ske det, at folk bare bliver hjemme på sådan 
en aften. Fremmødet på Ambolten i Ry var okay her ved FAVNs 3. besøg på stedet, men det 
virkede som om at folk mest var der, fordi de ikke anede, hvad de ellers skulle lave. Eller også 
havde de bare stadig landskampen kørende på den indre skærm. Den var i hvert fald så 
spændende, at vores livebassist Simon satte sig og så den på Amboltens TV, mens Paw og jeg 
stillede op.  

Der stod en stiv og temmelig højrøstet dame i baren. Vi blev hurtigt opmærksomme på hende 
og blev lidt bekymrede for, om vi nu skulle bruge hele aftenen på at finde en grimasse, der kunne 
passe, mens hun kom med "festlige" tilråb til os. Heldigvis viste det sig at være meget godt, at 
hun var der, for hun var med til at bryde isen, da jeg kunne stå og udveksle fjollede bemærkninger 
med hende til det øvrige publikums morskab. Hun blev nu heller ikke så længe, for hun skred 
umiddelbart efter, at vi havde måttet afslå hendes ønske om at vi spillede en eller anden Dansk 
Top sang, som vi naturligvis ikke kendte.   

Efter første sæt måtte Simon løse et lille problem, han havde fået: Han havde sprunget en streng, 
hvilket sker ret sjældent for bassister. Det er jo nogle tykke strenge, de spiller på. Det var den 
meget vigtige A-streng, der var sprunget, og da basstrenge så sjældent springer, havde Simon 
ikke ekstra strenge med. Løsning: Han flyttede simpelthen D- og G-strengene op på hhv. A- og 
D-strengenes plads, og spillede resten af koncerten med tre strenge. Paw talte med en DJ, der 
syntes at ANTIBUSSEN var dårlig, fordi den var sjov og indeholdt et citat fra en børnesang. 
Det var jo useriøst. Der måtte ikke være humor i rockmusik. 
Vi havde ét godt nummer: FØDT I EN METRO. 
Godt at vide...  

En pige kom hen sagde, at vi var kommet til verdens navle. Hun kunne høre, at vi ikke var jyder. 
Jeg sagde noget i stil med, at vi da godt kunne fornemme, at der var blevet pillet grundigt i den. 
Paw sagde at vi måtte være tæt på navlen, for der lugtede meget af jordens røvhul... 
Det kan måske virke groft på tryk, men hele var bare godmodigt drilleri.   

Mellem 2. og 3. sæt kom en ældre fyr hen, der vist ofte havde været gæstesolist, når han fik lov. 
Han ville synge MUSTANG SALLY, som vi ellers kategorisk har afvist at spille, men han pressede 
på og vi havde kun glimtvis haft hul igennem til publikum. Desuden var alternativet at spille 
balladen HVOR BLEV DET HELE AF, som sandsynligvis ville blive ignoreret. Han sang riffet for mig, 
og jeg lærte det. Vi spillede en solid version, og han sang fint. Det gjorde dog ikke den store forskel 
for publikum. De var vist vant til ham. Han selv var dog helt oppe at køre og skamroste os. 
Gasolins DET BEDSTE TIL MIG OG MINE VENNER og vores egen VI LUKKER NU fik rimeligt fat i dem, 
men det var og blev et meget sumpet publikum.   

Don Falch   

Sætlisten:   

1.    Taxa i tomgang
2.    Lån en lille løgn
3.    Mød mig i mørket (Malurt)
4.    Tag mig op
5.    Antibussen
6.    Hvis din far gi'r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.    Hver sin vej
8.    Født i en metro   

Pause   

9.    Nedtur
10.  Indrømmer blankt (Malurt)
11.  C’mon Everybody (Eddie Cochran)
12.  På vej
13.  Lige her
14.  Afkrog af verden
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Har vi hul igennem her   

Pause