En skelsættende aften med tekniske uheld i overflod
 
The Irish Pub d. 29/8 2009

 

Denne aften skulle blive FAVNs tolvte og sidste koncert på The Irish 
Pub i Vejle. Pubben er det mest trofaste stamsted, vi har haft, og vi 
kommer til at savne at spille der. Det var dog en aften helt uden 
vemod for vores vedkommende, da vi ikke havde nogen anelse om, at 
pubben var ved at lukke pga. økonomiske vanskeligheder. Vi fik det 
heller ikke at vide før godt en uges tid efter, så aftenen var ikke 
noget specielt for os i den henseende.
 
Til gengæld vil aftenen nok blive husket som en af dem med flest 
tekniske problemer i vores historie.
 
Den højttaler, som
aftenen før gentagne gange havde forsøgt at slå 
Paw ihjel, holdt sig på måtten (eller rettere: stativet) denne gang, 
men til gengæld havde vores mixer begået selvmord, og pludselig 
måtte Paw kæmpe en brav kamp for at få lavet lyd vha. pubbens mixer, 
som stod bag baren, ikke så langt fra scenen, men langt nok til, at 
det var bøvlet. Koncertstarten var i forvejen blevet udskudt af 
tilstedeværelsen af et selskab, der fejrede polterabend med 
tilhørende whiskysmagning. Af samme grund var gode gamle Thomas fra 
pubben til stede. Han er nemlig ekspert på området.
 
Da vi lige var ankommet og begyndt at slæbe grej ind, spurgte jeg ham 
i forbifarten, om han stadig solgte køkkener. Nej, nu havde han 
startet et tømrerfirma op. Jeg spurgte ham, halvt i spøg, hvornår 
han startede "FAVN Management", når han nu alligevel hele tiden startede 
nye projekter. Vi havde kort forinden haft et bandmøde, hvor vi havde 
talt med vores trofaste booker og manager Line om, at arbejdet med både 
at booke koncerter og prøve at få FAVN i alskens medier var lovlig 
omfattende og ikke mindst tidskrævende, og vi havde konkluderet, at vi 
havde brug for endnu en ildsjæl. Jeg kender ingen, der ville være så 
oplagt som Thomas. Manden kaster sig ind i sine projekter med alt, 
hvad han har, og er i besiddelse af en altovervindende entusiasme. Han 
er kort og godt en vanvittig (og) dygtig sælger. Vigtigst af alt: Han 
er FAN af FAVN! Alligevel var jeg ikke helt seriøs, da jeg spurgte. 
Jeg havde regnet med et godt grin eller måske bare et skævt smil, men 
jeg fik ingen af delene. Thomas tog spørgsmålet helt seriøst og 
begyndte straks at lægge planer. Jeg slap, hvad jeg havde i 
hænderne...
 
Da vi langt om længe kom i gang med at spille, var tiden så 
fremskreden, at vi havde besluttet at droppe en pause og skære de 
planlagte tre sæt ned til to lidt længere sæt.  Aftenens byge af 
tekniske vanskeligheder var ikke drevet over endnu. Vi var ikke nået 
langt, før en hjælpsom fyr, som selv var musiker, kom og sagde, at 
man næsten ikke kunne høre vokalen derude. Om han måtte gå hen og 
skrue lidt på mixeren? Det måtte han da gerne. Det var jo begrænset, 
hvad vi selv kunne stille op. Han fik skruet op for vokalen, skal jeg 
lige love for. Den lød vist fint derude nu, men oppe hos mig var den 
blevet tordnende høj og ikke mindst forvrænget. Skønt. Det problem 
fik vi dog løst undervejs.
 
En polterabend kan være sendt fra himlen eller helvede for et band. En 
flok stangstive mennesker kan være meget festlige eller meget 
belastende at spille for. I dette tilfælde reddede de aftenen for os. 
De var på! Og det smittede både os, der stod og kæmpede med 
teknikken, og det øvrige publikum. Alle forudsætninger for at denne 
koncert blev en fiasko var ellers til stede. I
SORT HUL stod min 
Jazzmaster pludselig af, og sangen måtte afbrydes, selv om Paw og 
Simon et stykke tid prøvede at holde den kunstigt i live, mens jeg 
tjekkede pedaler og skiftede kabler. Det lykkedes til sidst at få den 
til at sige noget igen, men senere stod den af igen, og jeg måtte 
konstatere, at der var opstået en løs forbindelse i selve guitaren. 
En ulykke kommer sjældent alene... Heldigvis havde vi min
Telecaster 
(kendt fra
"Telens hævn" 1 og 2) med, og den fik nu lov at råbe højt 
for en sjælden gangs skyld.
 
Jeg havde ikke lavet en sætliste. Det havde jeg faktisk heller ikke 
gjort til den
foregående aften på Joker Pub. Sætlisten har en fast 
struktur med bestemte faste punkter og bestemte pladser til 
improvisation, og den struktur sidder efterhånden så godt fast i 
rygmarven, at det ikke er noget problem at navigere uden et kort.
Et højdepunkt i slutningen af 1. sæt var en direkte konsekvens
af den spontanitet, det førte med sig: Efter
SE OS NU, som  var femte
eget nummer i træk, kunne jeg godt fornemme, at selv om publikum
bestemt stadig var med os, ville det nok alligevel være en  god ide at
smide et sikkert hit ud til dem., mens legen var god. 
Starten på Gasolins
DET  BEDSTE TIL MIG OG MINE VENNER virkede
nærmest som en naturlig forlængelse af SE OS NU (og blev naturligvis
mødt med jubel) og da slutakkorden på vores version af det gamle hit
er den samme som startakkorden på den  næste sang,
REV MIG LØS,
var det let at lade sangene smelte sammen uden pause. Det virkede
brutalt og folk blev revet med af den energi, det førte med sig.
Vi spillede REV MIG LØS i dens oprindelige, punkede udgave, i stedet
for den bluesede udgave, vi oftest spiller. 
Et stort og fedt punktum for et langt første sæt.
 
Thomas har tidligere foræret Paw en cd med et lokalt band ved navn 
Krackerjack, og i pausen viste det sig nu, at der faktisk var to 
medlemmer af det band blandt polterabend-deltagerne. Dem fik vi 
sludret en del med i pausen, og bassisten blev endda hængende sammen 
med os efter lukketid, hvor samtalerne begyndte at køre mere af 
sporet, når ikke de kørte rundt i samme rille.
Det var noget, jeg lagde mærke til, for jeg skulle køre...
 
Festen fortsatte i 2. sæt, hvor der for alvor begyndte at gå sport i 
at synge kor på vores sange blandt de skidefulde polterfolk. De var 
startet i 1. sæt, hvor de - meget flot, faktisk - havde sunget med på 
Paws korstemme i
LIGE HER. I 2. sæt var der stort set fuldemandskor 
på det hele. Især
FORFRA IGEN fik svarkor så hatten passede. Med en 
sådan feststemning i pubben var det ikke svært at hive sidste stik 
hjem med
HAR VI HUL IGENNEM HER, hvor Paw i sin trommesolo atter 
inkluderede den gamle tromme
, der hang til pynt over hans hoved. Stor 
jubel og der var lige tid til et par ekstranumre, selv om lukketid 
hastigt nærmede sig.
 
Vi kunne ikke lade være med at spille
I FOUGHT THE LAW endnu en gang 
efter vores koncert i Nyborg Statsfængsel tidligere på dagen. Dette 
var første gang, den blev spillet med fuldt blus på spaden. Det 
klædte den! Da vi skulle til at lukke og slukke (for tid og evighed 
på pubben, uden at vi jo vidste det) fik Thomas os til at lægge en 
kort pause ind i introen til sidste nummer. Han skulle lige meddele, 
at det var sidste udskænkning. En passende (?) melding at sende ud 
sekundet før
RABALDERSTRÆDE rammer publikum lige i midt i 
branderten...

Vi glæder os til det samarbejdet med Thomas, og vil mindes de mange
aftener på The Irish Pub med stor glæde! Derudover ønsker vi ham og hans
kone Vibeke held og lykke med
THE HARP, som er den nye pub, de selvfølgelig
fik banket op inden for tre uger efter The Irish Pubs lukning. Desværre er der
ikke plads til et rockband i de nye omgivelser.
 
Don Falch
 
Sætlisten, som den endte med at se ud:
 
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4. Sort hul
5. Mød mig i mørket (Malurt)
6. Lige her
7. Hvis din far gi'r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin'/M. Mogensen)
14. Rev mig løs
 
Pause
 
15. Alverden så på
16. Lån en lille løgn
17. Nedtur
18. Refrainet er frit (Gasolin'-T.Bogs/Gasolin'-T.Bogs-M.Mogensen)
19. Født i en metro
20. Du er ikke alene (Sebastian)
21. Lev stærkt (Malurt)
22. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
23. Har vi hul igennem her
 
Ekstra:
24.
I Fought the Law (Sonny Curtis)
25. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

 
TILBAGE                                                                      TILBAGE TIL FORSIDEN